LIGESOM JERES BIL SVINER, PRODUCERER JERES LIVSSTIL SVIN SOM MIG!
... siger hovedpersonen i finske Jyrki Nissinens (f. 1982) tegneseriemastodont om Borgtron.
Borgtron er et misfoster. Han ser ud, som om et rumskib lige har kastet ham ned i Finlands mørke skove. Han er et lille alkoholisk svin, som hader sex. Han er selvdestruktiv, men også entreprenant, handlekraftig og til tider voldsom naiv.
Borgtron bor i en nedlagt dildofabrik midt i en skov sammen med sin tvekønnede og tyranniske kæreste Marianne, der gør hvad hun kan for at fornedre og krænke ham.
Historierne om Borgtron er absurde, vulgære og overrumplende komiske. Et bizart glimt dybt ned i den finske folkesjæl.
De første historier om den surrealistiske outsider så dagens lys i 2006, og i 2018 udkommer 20. hæfte med Nissinens Borgtron.
112 sider, oversat fra finsk af Søren Mosdal, Jacob Ørsted og Mari Ahokoivu.
Udgivet i samarbejde med Fahrenheit